

En fortællerejse gennem nordisk mytologi
– op til tre timers levende mundtlig fortælling
Dette fortælleprogram er fleksibelt. Hele progammet, dvs. alle historierne, tager ca. tre timer. Jeg ved godt, at det er de færreste af jer, der har tre timer til jeres rådighed.
Begyndelsen og slutningen er fast. Verden skabes og Odin giver en umulig opgave til sin søn. Til slut drømmer Balder og den drøm starter Ragnarok.
Hvad du vil høre inde i midten af programmet, er op til dig og hvor meget tid, du giver mig.
Programmet er velegnet til de frie koler eller Steiner skoler, hvor myterne kan indgå i sammenhænge som litteratur, fortællekunst, historie, identitet, poesi, filosofi og nordisk kulturarv.
Fortællingerne
Skabelsen
Verden bliver skabt af urjætten Ymers krop– hans kød bliver til jord, hans blod til hav, hans knogler til bjerge. En rå og poetisk begyndelse på kosmos. Odin vil frygtelig gerne have slået alle jætter ihjel, men det lykkedes ikke for ham, I stedet er det Tor, som Villy Sørensen kalder 'et vedhæng til en hammer', som skal fuldføre Odins livsopgave.
Kvasir og skaldemjøden
Guden Kvasir bliver skabt af gudernes spyt som et billede på fælles visdom. Da han dræbes, bliver hans blod til skaldemjøden – kilden til poesi, fortælling og inspiration.
Odin og skaldemjøden
Historien om, hvordan Odin narrer en jættekvinde og stjæler skaldemjøden, er en fortælling om list, begær og forvandling.
Jeg har fortalt myten på BBC Sounds.
Frejas tårer – muren og Sleipners fødsel
En fortælling om kærlighed, tab og bedrag, om opførelsen af gudernes mur – og om den mærkværdige fødsel af Sleipner, Odins ottebenede hest.
Tyr og Fenrisulven
Guden Tyr mister sin hånd, da han binder Fenrisulven. En stærk myte om ansvar, mod og den pris, det kan koste at holde verden sammen.
Thor og Jormungandr
Thor møder Midgårdsormen, slangen der omkranser verden. En kamp mellem orden og kaos, styrke og undergang.
Udgårdsloke
Tor bliver narret af jætten, der har magiske kræfter på sin side. Tor har bare sin hammer.
Balders drøm
En poetisk og skæbnesvanger fortælling om drømme, varsler og tab. Historien har været en del af mit repertoire siden 1984 og er opført internationalt, senest i Skotland i samarbejde med musiker Neil Sutcliffe.
Ragnarok
Verdens undergang – som vi kender den. Gudernes sidste kamp, ødelæggelsen og muligheden for en ny begyndelse. Solen bliver slugt af en ulv og verden går under i en gigantisk kamp mellem jætter og guder. Odin selv bliver spist.
Format og anvendelse på højskoler
Varighed: 45 minutter eller den lange version: 180 minutter
Form: Mundtlig fortælling
Sprog: Dansk eller Engelsk
Velegnet til:
Højskoleophold og temauger
Fortælle-, litteratur- og kulturfag
Nordisk mytologi, identitet og dannelse
Aftenarrangementer eller fællesforedrag
Fortællingerne formidles uden manuskript og i direkte kontakt med publikum – sådan som myterne oprindeligt blev fortalt: levende, nærværende og åbne for fortolkning.