.jpg?etag=W%2F%224adaa-1a0e2bbd620%22&sourceContentType=image%2Fjpeg&ignoreAspectRatio&resize=506%2B249&quality=85)
Nyt om hvad Svend-Erik går og sysler med i Skotland. Nye forestillinger med fortælling og musik, nye bøger og skuespil, ture rundt i Edinburgh og langs havet.
You have successfully joined our subscriber list.
Velkommen til Nyt fra strandkanten. Hver måned deler jeg, og jeg er altså Svend-Erik Engh, der nu bor i Skotland, to billeder herfra og fortæller om de historier, bøger og forestillinger, jeg arbejder med.
Her sidst i september er der meget at fortælle fra mit univers ved strandkanten i Portobello nær Edinburgh.
Snart går turen til Danmark, og længere fremme venter både en Beckett-festival i Bourdeaux og nye fortællinger online og på scenen i Danmark og Skotland.
Paradis findes, del 1
Den 30. september er det ti år siden, min aorta besluttede sig for, at jeg lige skulle finde ud af, om jeg virkelig havde lyst til at flytte til Skotland.
Seks centimeter fra hjertet er aorta en stor blodåre, der fører blod rundt til hele kroppen og hjernen med. Hvis den var bristet der, skrev jeg ikke de her ord. Så ville jeg have haft ca. 1 minut til at sige farvel.
Ti år efter bor jeg sammen med Alice i en lejlighed tæt ved havet i Portobello. Skotland. Jeg går friske ture i strandkanten, skriver skuespil og romaner, fortæller historier og underviser i historiefortælling. Jeg er så meget sammen med min familie i Danmark, som det er mig muligt. Jeg lever i det hele taget et godt liv, synes jeg selv.
Jeg ser rundt i verden og kan godt blive trist og utryg, når jeg tænker på, hvad det er for en verden, vi efterlader til de kommende generationer. Nyhederne er jo en lang perlerække af underlige tiltag fra de mennesker, der skulle styre os sikkert mod en lysere fremtid.
Jeg går ture i Edinburgh og ser store grupper af sortklædte unge på 12-15, der render rundt og skaber panik. Og de er underligt ikke til stede. De er tilstede i en anden virkelighed, en virkelighed hvor mobiltelefonernes videoer på Tiktok viser, at de er nogle helvedes karle, når de skræmmer folk med deres mørke energi. Jeg ved ikke, hvad de ser på Tiktok, men det er i hvert fald ikke blomster og kærlighed, der præger deres kommunikation.
Alligevel bevarer jeg en positiv og optimistisk tilgang til tingene, måske fordi jeg næsten var ved at dø den dag i Ravnsborggade, hvor min mellemste datter og min gode ven bevarede roen og gjorde det rigtige, så jeg kunne blive i livet og opleve kærligheden, kunsten og venskaberne.
Paradis findes, del 2
I august udkom Paradis findes, en roman, jeg har skrevet sammen med Emil Scharff. Jeg har skrevet romanen efter mit hjerte næsten bristede og jeg skreg ud i verden: "Det er også alt det, jeg ikke har fået sagt."
i bogen finder du også en lang række samtaler om livet, som jeg ser det.
Her er hvad Amazon skriver om bogen: "Efter en nærdødsoplevelse møder fortælleren en mystisk kvinde, der kan se døden i hans øjne. Han søger tilflugt hos en ung musiker i Valby, der med toner og tanker hjælper ham med at finde fodfæste igen. Her spirer også et dybt venskab med en ung kvinde, der åbner nye perspektiver. Men fortiden kaster lange skygger: Et makabert fund af et lig i havet og en chokerende forbindelse til offerets familie trækker ham ind i et mørke, der truer hans nyfundne ro. paradis findes er en intens fortælling om at overleve det ufattelige, finde uventet trøst og indsigt i livets spørgsmål, og lære at danse med døden som sin nærmeste fortrolige."Dorthe la Cour skrev om bogen: "Forfatterens møde med døden danner en grundlæggende melodi i bogen, hvor andre toner og strofer skaber en livsmelodi.En anden læser skrev: “Bogen er fængende fra første sætning.”
Uddrag af Paradis findes
Vi sad som sædvanlig på bænken i gården. Min ven tog en slurk af sin
øl og så op på skyerne, der sorte og truende hang over hustagene i Valby. Øllen var den samme som altid, men lige denne aften sendte den min ven tilbage til en nat, han havde tilbragt med sin onkel på farens side. Min ven havde været urolig i et stykke tid. Tungsindet havde taget bolig i ham, og han var endt i en tilstand, der var god for hverken ham selv eller de få mennesker, han havde omkring sig dengang. Han havde isoleret sig i sin lille lejlighed og spillet musik i dage og nætter uden kontakt til omverdenen. Det var her, at onklen var trådt til og kørt
min ven ud til sit sommerhus ved havet, hvor de installerede sig i hvert sit soveværelse. Ved solnedgang hentede onklen øl og cigarillos. De satte sig godt til rette og nød i tavshed solens vandring over himlen. Først var den gul og ikke til at kigge på. Så blev den rød, og til sidst, som en stor, skinnende tomat, blev den opslugt af havet.
Himlen skiftede farve, som om verden trak vejret i lange åndedrag. Først violet. Så rød. Orange. Månen dukkede op i det mørkeblå - blød og rund i kanten. Senere, som natten skred frem og himlen blev sort, syntes månen mindre. Koldere. Skarpere. Alt i konstant bevægelse.
Tavsheden mellem de to mænd forandrede sig med lyset.
Først rummelig og næsten højtidelig. Så lidt kejtet. Melankolsk. Drømmende. På et tidspunkt blev den tæt, som om hvert et sekund bar betydning. Stjernerne blinkede i alle nuancer, og i det mørke vand spejlede universet sig, så himmel og hav smeltede sammen. Midt i det uendelige mørke følte min ven sig pludselig bittelille, men ikke ensom. Det var en overvældende ro. En følelse af at høre til i alt det store.
Senere blev stilheden tung, og da den var udtømt for følelser, vidste de begge, at det var tid til at gå i seng. De rejste sig uden ord.
Solsorten var allerede oppe, og mod øst var himlen begyndt at tage farve igen.
Danmark den 12.–25. oktober
Jeg kommer til Danmark fra den 12. til og med den 25. oktober.
Her skal jeg blandt andet videofilmes med fortalte historier til Kunstsmedjens videoarkiv.
Dagligstuefortællinger på Sydfyn
Lørdag den 24. oktober klokken 16 skal jeg fortælle for børn og voksne i Millinge gamle skole på Sydfyn. Jeg glæder mig til at dele historierne med levende mennesker. Som de siger herovre i Skotland - eye to eye, mind to mind, heart to heart.
The Two Becketts til Bordeaux
Jeg er inviteret til After Beckett: Festival Beckett/Not Beckett i Bordeaux den 9.–11. december. Ved festivalens Beckett Brunch skal jeg holde et 10-minutters oplæg om mit nye engelsksprogede teaterstykke The Two Becketts.
I stykket konfronterer Lucy en aldrende Samuel Beckett med kvindernes fravær i Waiting for Godot. Samtidig møder vi en yngre Beckett, før han blev et ikon. En levende fagot og en stor sten får også roller på scenen.
Nu mangler ordene en scene. Så hvis du kender nogen, der lige har et stort teater, så skriv til mig. Jeg har en sjov ro omkring dette projekt. Jeg ved, at de ord holder, at selve stykket bliver vidunderligt, når det en dag bliver sat op på en rigtig teaterscene. Det er bare et spørgsmål om tid, før det sker. Jeg skal nok skrive her i Nyt fra strandkanten, når du kan komme og se det.
Du kan købe bogen med teksten her1
Nyhedsbrevene i september, oktober, november og december vil indeholde en lille smagsprøve på skuespillet. Og vi starter her i september med begyndelsen
‘Waiting’
Lights fade in. Lucy is already seated in the centre of the front row, holding her cello. Elsewhere in the audience, a bassoon player is seated.
On stage, Old Samuel sits on the granite stone, facing stage left, holding a clown nose in his left hand. He looks at it like he doesn’t know how it ended in his hand.
Silence. Old Samuel looks at the audience. They look back at him.
Young Beckett enters from stage right, a red clown nose in his right hand. He stops. In this first scene there is no direct eye contact between the two men.
Young Beckett (looking at the audience)
Who are you?
Old Samuel (taking off his jacket and looks at the namebadge)
I’m Old Samuel.
(puts the jacket on again)
Beckett.
Young Beckett (fumbling with his west coat to see his namebadge)
Oh! Then you’re an older version of me?
Old Samuel
I was you once. Just wait and you will be me.
Young Beckett discreetly slips the nose into his pocket.
Karla og Karlo, pandekager
En børnebog for de 3-6 årige.
Karla og Karlo er to elefantunger, der oplever nye eventyr hver dag. I dag er det pandekagedag høs naboerne, løvemor og de seks uartige løveunger. Men der er ikke mere mælk og det skal der være i pandekager, så de to elefantunger må bruge deres snusfornuft og snabellogik til at få mælk i en spand og pandekager på tallerkenen.
Danish Folk Tales – også til ørerne
Danish Folk Tales, illustreret af Tea Bendix og udgivet af The History Press, kommer efter planen som paperback i december. Den rummer fortællinger fra Danmarks landskaber og folketradition: om konger, havfruer, stormfloder og mennesker, der finder deres egen vej.
Køb bogen hos The History Press
Du kan også lytte til fortællingerne gratis på engelsk eller på dansk.
Alice og jeg skal fortælle fra bogen i forbindelse med Portobello Book festival lørdag den 3. oktober kl. 19 - vel mødt på Portobello Bibliotek - eller der er udsolgt.
Illustration af Tea Bendix.
Kraka tager form
Sammen med Alice Frenbank, min partner i livet og kunsten, og musiker Christine Kammerer arbejder jeg med historien om Kraka.
Det er en historie om flugt, om overlevelse og om at være vis, når det gælder.
Vi sigter mod premiere 10. april 2027 på The Scottish Storytelling Centre, tourne senere i Skotland og hvis vi kan få sælge forestillingen, også i Skandinavien. Jeg fortæller mere, efterhånden som forestillingen tager form.
En morgenhistorie
Nogle gange vågner jeg med en historie på læberne. Den 25. september var det noget, der vist nok er en vittighed. Særlig morsom er den måske ikke, men her kommer den:
Præsident de Gaulle gik en tur i den nyfaldne morgensne uden for præsidentpaladset. Pludselig ramte en snebold ham i nakken, og hans militærkasket landede med et blødt bump i sneen.
Han samlede kasketten op og vendte sig for at skælde ud på den dreng, han var sikker på stod bag. Men der var ingen at se. I sneen fandt han dog små fodspor: Drengen var gået hen, havde samlet en snebold op og kastet den mod sin præsident. Nu førte sporene væk fra stedet.
De Gaulle opgav forfølgelsen. Han skulle til at sætte kasketten på igen, da han mærkede den smeltende sne i håret i nakken. Han gned den væk, satte kasketten på plads og sagde:
“Der kan man bare sne!”
He he!
Skriv til mig
Hvis et af projekterne vækker din interesse, sender jeg gerne mere materiale eller tager en snak. Du er altid velkommen til at svare på denne e-mail.
Venlig hilsen
Svend-Erik Engh
.jpg?etag=W%2F%22792fd-1a0e2be9928%22&sourceContentType=image%2Fjpeg&ignoreAspectRatio&resize=351%2B414&quality=85)





.jpg?etag=W%2F%227fb81-1a0e2cc9730%22&sourceContentType=image%2Fjpeg&ignoreAspectRatio&resize=412%2B309&quality=85)