OM Gullruns Saga, om en ung kvinde, der i 950 e.v.t. flygter fra Norge og de dumme vikinger for at møde Egil Skallagrimsson, OM hvordan du som fortæller kan få inspiration til at arbejde med en lang fortælling. OM min nye forestilling, der har premiere engang i april 2026. Den handler om Óðr, Frejas mand og en født gøgler. OM at læse sagaerne på to forskellige måder, hvor jeg læser Odins folkemord og senere erkendelse af at han ikke fik slået alle jætterne ihjel, som et klassik eksempel på, hvordan fædre til alle tider har givet deres sønner deres egne kiksede livsmål.
En historie, der varer mere end en time
Jeg har efterhånden fået en del rutine i at lave de her længere historier, som de efterspørger på festivaler. En historie af 55 minutters varighed fungerer for mange festivaler. Så er der lige fem minutter for publikum til at løbe fra en forestilling til den næste.
Jeg bor i Skotland og her er der to hovedbegivenheder i løbet af året. Fringe festivalen, som er i august og Scottish International Storytelling Festival i oktober. I løbet af de otte år, jeg har boet i Skotland, har jeg optrådt på begge festivaler flere gange.
Billedet her er fra en sejlklub i Argyle, helt ude ved den sydlige vestkyst. Det viser, hvordan musikeren Neil Sutcliffe og jeg involverer lytterne i vores historie om den unge kvinde Gullrun, som i 950 AD flygter fra Steinkjer i Norge, lidt nord for Trondheim. Hendes far er blevet tvunget ind i denne nye konstruktion, et samlet Norge. Og derfor skal Gullrun giftes med en mand, som hun ikke kan udstå. Hendes mor bygger en båd til hende og så sejler hun afsted mod Island for at møde Egil Skallagrimsson og lære runernes magi at kende.
En forestilling, der varer 1 1/2 time med musik, poesi og historiefortælling.
Hvordan arbejder du med en så lang historie?
Det vigtigste i at holde fast i så lang en historie er, at det er de samme værktøj, jeg anvender i mit arbejde med de korte historier. Den store forandring er tiden. Jeg bruger meget mere tid på en lang historie end på en kort. Det siger sig selv.
Jeg træder ind i historien - læg her mærke til, at jeg taler om historien, som om den har sit eget liv. Jo mere, jeg lærer om historiefortælling, jo mere forstår jeg betydningen af at se den fortalte historie som en levende organisme, der finder sine egne veje ind i dit sind og senere i mødet med lytterne, også i deres - ved at lytte intuitivt til hvad det er, jeg synes der er spændende. Jeg læser, javist, og det er fastlåste, tit fakuelle sandheder, jeg skal forholde mig til. Jeg spørger hele tiden i dette første møde, hvor er billederne? Hvad er det, der får min opmærksomhed til at sige, hvad sker der lige her? Jeg har nu tid nok til at lade historien ligge og summer i nogle måneder.
Efter at den har ligget og summet inde i kroppen, bruger jeg visuelle teknikker til at finde karakterer og plot. Jeg tegner et storyboard, jeg angiver farverne på båden i forskellige skitser, jeg kigger på masser af billeder fra tiden, jeg går på museum. Og alt dette begynder lige så langsomt at danne rammerne for en historie. Når rammerne er ved at være på plads, laver jeg øvelsen 10 - 5 - 3 - 1 linje.
Samtale også i et tidligt stadie af processen.
Og jeg er ikke bange for at snakke om mit projekt, også selv om det er halvt udviklet. Igennem disse samtaler finder jeg nye vinkler, nye aspekter af karakterer og historie. Jeg kan i den fase godt miste min retning. Men igen er tiden en god hjælper. Når jeg efter et par måneder vender tilbage til materialet, har kroppen tygget på inputs og fundet ud af, hvad der er brugbart og hvad der er not.
Jeg skriver aldrig et færdigt manuskript. Jeg er ikke skuespller. Og jeg baserer hele min kunst på mødet med lytterne.
Gå en tur
Når historien er ved at være der og musikken er på plads, er det tid til gåture. Jeg har min faste gåtur, kender de forskellige omdrejningspunkter i ruten, her skal jeg gå fra stranden, her skal jeg gå langs med bækken, her skal tilbage til stranden etc. Disse punkter bliver så en del af min historiefortælling. I historien lader jeg båden glide ud i vandet, mens jeg i den konkrete virkelighed går langs med stranden. Gullruns båd brænder, da jeg går væk fra stranden etc. etc.
Vi viste den første gang i forbindelse med Scottish International Storytelling Festival 2024 (work in progess) og den færdige forestilling til samme festival 2025. Vi havde Nathan Imeson med på scenen. Han er tolk i britisk tegnsprog (BSL). På et tidspunkt i historien møder Gullruun en mand fra Picts stammen og de to bruger tegnsprog, når de skal snakke sammen. Det var genialt at have Nathan stående der ved siden af og hele tiden vise, hvad det var, der skete mellem de to.
Her er en anmeldelse fra Liam, USA
Hearing Svend tell the story of Gullrun’s Saga was absolutely captivating and a truly engaging and moving emotional journey.
Svend seemed to embody the feelings of each scene so well that I really felt I was there, cresting over waves, landing on ancient shorelines!
His musical storytelling partner Neil’s voice and accordion were the perfect accompaniment for the journey, bringing a beautiful bards touch to the multimedia journey.
If Svend sets sail again on a narrative adventure, I hope I’m there to climb aboard and soar through story realms with him.
-Liam, Scottish storytelling fest
Óðr, Frejas mand og gøgler del 2
Historien om Óðr og Freja har taget en sjov drejning i dag. Jeg fandt to bøger i vores reol. Den ene var 'Tales of the Narts', ancient myths and legends of the ossetians, translated by Walter May og 'Nordisk gudekraft i solhjulets myter' af Hanna Snorradottir.
I 'Tales of the Narts' fandt jeg vejledt af min skønne livsledsager og fortællekollega, Alice Fernbank, en historie om livets ræ, som hun mente havde klare referencer til Ask Ydrasil.
'Nordisk gudekraft i solhjulets myter' indeholder bl.a. et solhjul for årets gang. Her er alle de forskellige faser inddelt efter de otte verdener, der bliver tllbage, hvis Midgård, altså menneskenes verden, er i centrum. Vi er for tiden i Helheim og det er vi indtil vintersolhverv. Jeg skal bestemt sove på, hvad det betyder. For mig er det interessant, at Midgård er centrum i denne verdensanskuelse. jeg er ikke sikker på, at Odin giver Hanna ret i det.
Nu har jeg tegnet solhulet og finder det herligt billeddannende. Masser af inspirerende tanker omkring årets gang og at historierne tilhører forsekellige tider i året og i livet. Det er en meget stærk bog, også fordi den er så personlig. Du kommer ind under huden på Hanna og hun åbner sit hjerte for dig. Bogen er en cirkulær oplevelse, hvilket i mit univers er ros.
Fluen
Jeg var på kursus med Hanna og der skulle vi vælge, hvilket dyr eller anden åndelig gestalt, vi ville være, når vi trådte ind i en anden dimension. Vi skulle finde noget i landskabet, der kunne ligne en dør eller indgang og så ønske os, at vi ville lære hvordan det ville være at være et dyr eller et andet menneske eller en fiktiv karakter. Jeg arbejdede på det tidspunkt med historien om Loke, der efter Balders død opsøger guderne og fortæller dem sandheden om, hvem de i virkeligheden er. Da Tor, vedhænget til en hammer, træder ind, forvandler Loke sig til en flue. Jeg ville gerne se verden med en flues øjne og fandt to træer, gik ind imellem de to træer, så de fungerede som en form for port. Jeg prøvede at forestille mig, hvordan det ville være at have så mange øjne, hvordan det ville være at flyve osv. Jeg satte mig og lænede mig op af et træ. Jeg havde vel siddet der i ti sekunder. da en stor flue med fuld fart fløj hen og satte sig på min næse. Jeg stirrede måbende på fluen, der sad i et splitsekund, for derefter at flyve væk med lige så stor hastighed. Jeg var mildest talt målløs. Tilbage på kurseet prøvede jeg at finde en naturlig forklaring på det skete. Det kunne jeg ikke. Og nu har jeg slået mig til tåls med, at fluen ville fortælle mig, hvordan det var at være flue og derfor skulle den tæt på.'
Verdens skabelse og det tunge faderåg
Hanna fortæller i bogen Solhjulets mytekraft om verdens skabelse. Her beskriver hun, hvordan Odin og to brødre slår kæmpen Ymer ihjel. Beskrivelsen af dette første mord i verdenshistorien er forvirrende for mig. Hanna skriver: "Så en dag lå de på lur. Ymer gik syngende og dansende forbi dem. Pludselig sprang aserne frem fra deres skjul. Bevæbnet med hamre, køller og økser slog de Ymer igen og igen, indtil den lå bevidstløs.""Nordisk Gudindekraft i Solhjulets Myter", Hanna Snorradotir, Forlaget Nordisk Visdomsportal, 2021.
Så vidt jeg kan læse de islandske tekster, er Ymer en enorm krop, som Odin og brødrene gåt på. Og da de smadrer klippen eller hvad det er, ned i hjertet på Ymer forårsager det verdenshistoriens første folkemord. Alle jætterne drukner i Ymers blod,
"Bors-Sønnerne dræbte Jætten Ymir. Men da han blev slaaet ihjel, strømmede der saa meget Blod ud af hans Saar, at deri druknede de Rimtursernes hele Slægt, med Undtagelse af een, der undslap med sin Husstand. Ham kalder Jætterne Bergelmir; han besteg sin "Lur" og ligeledes hans Kone, og de frelstes der; fra dem stammer [nye] Rimturse-Slægter" , websitet https://heimskringla.no/, Her begynder Gylfis øjenforblindelse.
Fader Odin giver stafetten videre til sin søn, venhænget til en hammer, Tor.
Engang i løbet af efteråret 2025 blev jeg inviteret til at fortælle i Plejecenter Trekroner. Jeg fortalte en time. Her fortalte jeg tre historier.
1. Verdens skabelse. Her lagde jeg megen vægt på Folkemordet på de sleme jætter, der var naturelskere og på mange måder repræsentanter for en mere holistisk og feministisk verdensanskuelse. Og i historien lagde jeg vægt på at Alfaderen, den altvidende og vise, måske slet ikke er så alvidende, som han tror. Denne Alfader, Odin, opdager, at jætterne lever i Udgård og at der er rigtigt mange af dem. De laver hele tiden flere og flere, ligesom da de væltede rundt på Ymer, og det var en af grundene til, at Odin slog Ymer ihjel. han ville have orden. Så Odin må konstatere, at noget af det vigtigste i hans liv, at udrydde jætterne, at den opgave har han ikke løst. Og så siger unge Tor til ham: "Hvis der er noget, du ikke har fået gjort færdigt, skal jeg nok gøre det for dig." Og det ved alle mennesker, en søn, der tager sin faders livsopgave på sig, får det svært. For hvad er det egentligt, at sønnen vil?
2. Tor møder Udgårds Loke. Derefter fortalte jeg historien om Tor, Villy Sørensen lader Loke sige om Tor: "Du vedhæng til en hammer!", der møder Udgårds Loke. Tjalfe løber om kap med tanken, Loke spiser omkap med ilden, Tor drikker af verdenshavet, løfter Midgårdsormen og får bank af sin egen alderdom. Altså Udgårds Loke er klogere end Tor.
3. Til slut historien om Balders død og Ragnarok.
Måske er jeg i gang med at skrive en bog. Om faderen, der giver en livsopgave til en søn. Hvordan det kan hænge sammen med en feministisk, holistisk grundsyn skal jo nok blive en interessant øvelse.
.jpg?etag=%221ad9e8-693c0955%22&sourceContentType=image%2Fjpeg&ignoreAspectRatio&resize=405%2B304&extract=0%2B0%2B405%2B296&quality=85)
