OM en video med en fortælling, Big Hughie, en historie fra det skotske højland om en kæmpemand, der redder en fødende kvinde. OM10 - 5- 3- 1 linje, fortælleøvelse. OMHistorier har eget liv, refelksion omkring fortællingernes udvikling sammen med dig som fortæller. OMGrundtvig og visionen om en højskole. OM Hingstskrål, da jeg opdagede, at skolen ikke indbød til kreativitet, den indbød til udenadslære
Bigh hughie, en historie fra det skotske højland
Big Hughie er en historie, som jeg har fra Bob Peggs bog Highland Folktales. Jeg fortalte den til en af Anna Grethes Cafe Gaya-aftener. Anna-Grethe mente, at jeg virkelig havde fat i følelsernes dyb i historien. Døm selv om hun har ret.
Videoen er optaget og redigeret af Carsten Legaard og videoen er en del af en række videoer med historier, som du kan finde på Carstens og Jens Peters fantastiske samling af digital storytelling, www.storybox.dk.
Du får lige et link her
10 - 5- 3- 1 linje, fortælleøvelse
Når jeg ser og hører videoem her, kan jeg godt mærke, at jeg har historien helt present. Det er ikke mange dage siden, jeg fortaltte den på Cafe Gaya. Før min optræden havde historien været en tur i billedmaskinen, hvor jeg tegner hele historien, en form for storyboard. Historien har derefter været igennem øvelsen med ti linjer, fem linjer, tre linjer og til sidst skriver man historien på en linje. En rigtig god øvelse til at finde esssensen af en historie. Dette arbejde med de ti, fem, tre og en linje er ikke noget, du skal vise til nogen. Det er et helt privat stykke arbejde, som du gør for dig selv og som gør dig klogere på, hvad historien vil dig.
Historier har eget liv
Alle historier har sit eget liv. Det vigtigste, også når du fortæller til et kamera, er at du overlader historien til det, der sker mellem dig som fortæller og dem, der lytter. Du skal lytte til dine lyttere, de lader historien blive foldet ud, både som billeder og som forståelsesmæssig ramme. Dvs. du som fortæller hele tiden er i dilaog med dine lyttere. Og her bliver det først rigtigt interessant. Fordi du overlader ansvaret til, hvad der sker med den historie lige der til lige præcis de mennesker, bliver dine lyttere medskabende. De påvirker dine billeder, de lader dig føre din historie af ukendte stier.
Du skaber det, som jeg kalder Venligt Vibrerende Vekselvirkning.
Begrebet er inspireret af Niels Frederik Severin Grundtvig, der et sted siger "Ånd og støv så underligt vekselvirke".
Grundtvig og visionen om en højskole
N.F.S. Grundtvig´s bog ”Nordens Mythologi” fra 1832 indeholder en vision for skabelsen af det, der senere skulle blive højskolebevægelsen. Og her skaber han også forudsætningen for, at højskoler på mange måder er forbundet med mundtlig fortælling og nordisk mytologi.
“Mytologien er folkets ungdom eller dets ungdomsdrømme … Den nordiske mytologi er derfor en kode til, hvordan man som dansker eller nordisk menneske kan forstå den kultur, man kommer fra og er rundet af.”
“Mennesket er ingen Abekat, bestemt til først at efterabe de andre Dyr, og siden sig selv til Verdens Ende, men han er en mageløs, underfuld Skabning, i hvem guddommelige Kræfter skal kundgøre, udvikle og klare sig gennem tusinde Slægter, som et guddommeligt Eksperiment, der viser, hvordan ånd og støv kan gennemtrænge hinanden, og forklares i en fælles guddommelig Bevidsthed.”
“Undervisningen skal være historisk-poetisk; den skal give kendskab til det fælles liv i fortiden — og vække håb og drømme for livet i nutid og fremtid.”
Jeg lægger bogen fra mig et øjeblik og ser mit liv passere revy. De nordiske guder har aldrig været andet end tom underholdning. Min skolegang var ikke fyldt med agtelse for poetisk virkelighed. Snarere tværtimod. Skolen havde et meget vigtigt budskab til os børn. Verden er en målbar størrelse. Der er noget, der er fast og fikseret. To og to er fire. Det er vigtigt. Det er vigtigere end at udforske mennesket ”som et gådefuldt væsen og naturen som en poetisk virkelighed”.
Hingstskrål, da jeg opdagede, at skolen ikke indbød til kreativitet, den indbød til udenadslære
1967, Vestervangskolen, Glostrup. 5. b. i dansk. En kvindelig vikar står oppe ved tavlen. Hun skriver en række konsonanter ”… ngstskr …”. Vi får at vide, at der mangler en begyndelse og en slutning. Det er vores opgave. Vi skal gå hjem og finde ud af, hvad der mangler i begyndelsen og i slutningen. Fascinerende opgave, synes jeg (og det synes jeg sådan set stadig at det er!). Det er jo ikke mange danske ord, der har så mange konsonanter samlede.
Jeg går hjem, arbejder intensivt med opgaven. Og da vi skal have vikaren næste time, er jeg klar. Hun skriver konsonanterne på tavlen, vender sig og spørger, om der er nogen, der har fundet løsningen.
Nu, hvor jeg sidder og skriver dette, kan jeg se, at jeg allerede her burde være blevet advaret. Vikaren er jo ikke interesseret i konstruktive, spændende løsninger. Hun er interesseret i Løsningen med stort, den rigtige løsning. Men det kunne jeg ikke se dengang.
Flere af pigerne på første række har løsningen, men jeg er ivrig på min plads bagerst i klassen. Vikaren siger venligt, at jeg skal gå op og lave ordet færdigt, skrive begyndelse og slutning.
Jeg går op til tavlen og skriver hi foran konsonanterne og ål efter. Ordet: ”hingstskrål” er altså min løsning. Jeg vender mig mod vikaren og forventer en eller anden form for ros. Hun stirrer lamslået på mig og siger, at jeg godt kan gå ned på min plads. Hun er tydeligvis vred og skuffet. Mit rygte som ballademager er vel også nået til hende. Og det kombineret med, at jeg ikke har givet hende Løsningen med stort L, gør hende utryg og hun føler virkelig, at jeg har gjort grin med opgaven.
En af pigerne på første række går op og skriver Løsningen. Angstskrig.
Jeg ved ikke, hvor den lærer er i dag, men hvis du læser dette, kan jeg bare sige, at jeg med opbydelsen af al min tankevirksomhed ikke kan finde et provokerende motiv for løsningen ”hingstskrål”. I stedet for at give mig det der meget lidet charmerende ”mor er ikke vred, hun er skuffet”-blik, skulle du i stedet have rost mig for en ganske original og sjov løsning. ’Hingstskrål’ er i hvert fald mere livsbekræftende end den løsning, som du endte med at få en af de pæne piger til at skrive.
